FORD ECOBOOST 1,0

ÅRETS BEDSTE MOTOR – IGEN!

18-06-2013

Ford ryddede bordet ved prestigefyldt international konkurrence med højeste score i konkurrencens 15-årige historie

Fords bomstærke mini benzinmotor – EcoBoost 1,0 – er endnu engang blevet kåret til verdens bedste motor. EcoBoost 1,0 blev en suveræn vinder, da 87 dommere fra 35 lande kårede den til ’International Engine of the Year 2013’ for det ansete britiske motormagasin Engine Technology International Magazine.

Dermed gentog Fords EcoBoost 1,0 kunststykket fra sidste år og opnåede samtidig den højeste score, der er tildelt i konkurrencens 15-årige historie.

EcoBoost 1,0, som blev introduceret i Ford Focus sidste år, kombinerer direkte indsprøjtning, turbo og variabel ventilstyring til at opnå optimal brændstoføkonomi uden at gå på kompromis med et særdeles dynamisk kraftoverskud. Motoren vandt tilmed også i kategorien ’bedste motor under én liter’.

De 87 motorjournalister fra 35 forskellige lande i dommerpanelet lagde især vægt på prisvinderens dynamik, effekt, økonomi, raffinement og Fords evne til at implementere avanceret motor-teknologi i en kompakt motor.

-Hvem ville nogensinde have troet på det? En ét-liters motor, der har det hele – stærk, brændstoføkonomisk, ren og i den absolutte letvægtsklasse. Det er et mesterværk, fastslog den britiske motorjournalist Peter Lyon i forbindelse med prisuddelingen.

-Det er meget sjældent man opnår et virkeligt gennembrud, når det handler om en moden teknologi som forbrændingsmotoren. Men det er virkelig lykkedes for teamet bag Fords EcoBoost 1,0. Man er simpelthen nødt til at testkøre en Ford-model med EcoBoost 1,0 for at blive overbevist om at en lille, 3-cylindret motor virkelig kan levere den form for brændstoføkonomi og kraftoverskud, siger vicedirektør i Fords internationale motor-division, Joe Bakaj.

Ford EcoBoost 1,0 har ligeledes vundet the International Paul Pietsch Award 2013 for teknologisk innovation, Dewar Trophy fra the Royal Automobile Club i Storbritanien og Breakthrough Award i det populære amerikanske magasin Popular Mechanics.

Med op til 21,3 km/l leverer Ford Focus EcoBoost 1,0 med 100 hk klassens bedste brændstoføkonomi og CO2-udledningen er med 109 gram pr kørt kilometer tilsvarende beskeden. I 125 hk udgaven er tallene henholdsvis 20 km/l og 114 g/km.*

EcoBoost-motoren er også populær blandt Fords kunder i Europa, idet Ford Focus EcoBoost 1,0 tegnede sig for næsten hver fjerde solgte Ford Focus blot en måned efter at Focus’en med den nye prisvindende motor kom på markedet sidste år.

Ford Europa planlægger at tredoble produktionen af modeller med EcoBoost-motorer frem mod 2015. Hovedparten vil være med den nye sparsommelige prisvinder under motorhjelmen.

I dag er det muligt at få prisvindende motor-teknologi i Ford Fiesta, Ford B-MAX, Ford Focus, Ford C-MAX og Ford Grand C-MAX. I fremtiden vil den lille kraftkarl også være at finde i Ford Mondeo, i Ford Transit Connect og Ford Transit Courier.

Nyheder og events

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Bilhuset Elmer A/S

Nyheder og events

Se nyheder fra Bilhuset Elmer A/S


Der tages forbehold for trykfejl, ændringer og prisændringer